Hygge, grin og babysnot

- det beskriver meget godt vores dage på babyhjemmet(:
Nettet er for en gangs skyld ikke helt ringe i dag her i Uganda, så her er lige lidt stemningsbilleder af alle vores søde børn(:

Der er gang i den ude i haven på legepladsen(:

Vi laver armbånd af det lange græs, inden det skal klippes

Så er det tid til formiddagsmælk

Søde og altid glade Timothy på vej til sandkassen.
Bagved er vi i gang med at lave hule i klatrestativet (:

Vi svinger i karrusel

Så skal der vaskes hænder før middagsmaden

Mn kan spise på mange måder.
Denne metode har vi døbt "En Timothy" - gæt selv hvorfor (:

 a

Joshua og Jeramiah hygger i sandkassen

Hjælper til med rengøringen
- selvfølgelig på afrikansk manér med Priscilla på ryggen (:

Der bygges legotårn.
Det ender ofte med at blive ret kaotisk, når vi finder legoet frem,
og der er hurtigt lego ud over hele gulvet.. Men sjovt er det (;

Henry og Miracle giver thumbs up for et nice legotårn(:

Håber I alle nyder kære kolde Danmark!
   - Vi har det helt igennem fantastisk her i skønne Afrika! (:

Gyebaleko mzungu hands

Lørdag var det igen tid til markarbejde for Sara og jeg. Hvor mange gange mon der skal til, for at de tror lidt mere på, at vi godt kan finde ud af det – eller at vi i hvert fald forsøger på det? Der var i hvert fald en del der fik sig et godt grin i lørdags! Men det er nok heller ikke lige hver dag der kommer 2 mzungu piger forbi, laaaaangt ude på landet, og leger farmere.. (;

Der var en ret flot udsigt fra marken 

 Denne gang var det Herbert, en af vores lærekollegaer fra Cornerstone School, som vi havde lovet at hjælpe. Han købte i sommers et stykke jord, og nu var det tid til at få det ryddet og gjort klar til plantning. Det var et ret stort stykke jord han havde købt, når man tænker på, at det hele skal gennemarbejdes og dyrkes med håndkraft..! Jeg spurgte ham hvor stort det egentlig var. Han forklarede, at det vidste han virkelig ikke.. For det meste er det kun i de store byer, at de måler arealerne op, og ikke blot sådan nogle, i den sammenhæng, små stykker land. Vil man købe et stykke jord, tager man ud og ser på det, sammen med ham der vil sælge, og så bliver man enige om en pris, alt efter hvad øjnene bedømmer.. (;

Så var det bare med at komme igang (;

Apropos øjne, så kan enhver situation jo kan altid ses fra flere sider. Vores kære hænder har deres helt egen historie at fortælle om denne herlige dag:

Det startede med at være en dejlig morgen, men så skulle vi til at arbejde – virkelig arbejde. Sarah og Heidi fik hver en rigtig afrikansk ”hjemmelavet” hakke i hånden, og Herbert viste os nu, hvordan vi først skulle grave de små træer/store planter/grene og ukrudt op. Alt efter hvordan man nu ser på det(;

Det varede ikke længe inden Sarahs hænder og vi selv var enige om, at dette gav sved på panden.. pyh ha. Det var heldigvis en smule overskyet den dag, ellers ville det have været helt ulideligt! Det skal dog også med, at selv om det var ret hårdt – ok virkelig hårdt – så var det vildt sjov! (:

Skaftet på hakken, som vi kære hænder skulle holde om, var fyldt med knaster. Hver gang vi tog et tag, gled vores hænder over skaftet, og vi fik flere og flere vabler på fingrene. Nogle gik der hul på, andre forblev bare store og væskefyldte. Når Herbert så på os, grinede han lidt og tænkte formentligt mzungu mzungu.. Men havde samtidig også medlidenhed for os, som alle afrikanere har det, når de siger sorry, sorry, for selv den mindste ting. Men vi er ikke sådan nogle hænder, der bare giver op, så vi blev ved med at hakke trods smerten.

Herbert med sin afrikanske hakke

Gyebaleko (= well done)
Så var det største ukrudt fjernet

Herefter var det tid til at grave huller. Herbert havde besluttet at plante passionsfrugter, og til disse træer skulle der bruges en masse huller. Yeah.. huller.. (; Så det var frem med hakken igen. Vi hakkede og hakkede og trods varmen, og det faktum, at det gik op af bakke, havde vi det virkelig sjovt! 

2 mzunguer på arbejde

Da Herbert overraskede os med en frisk mango, fik de 2 mzunguer et endnu større smil på læben. For med en ørken i munden, efter at have medbragt alt alt for lidt vand, faldt mangoen i virkelig god jord! Den bedste mango ever her i Uganda(: Det er som om alting smager bedre, når det nydes frisk i naturen. Og måske også fordi det var så tiltrængt(;

Vi NYDER en frisk saftig mango

Det var dejligt for os hænder lige at få en pause, men det var som om situationen bagefter ikke var bedre; vores kære hænder med både sprækkede og væskefyldte vabler, var nu smurt ind i klistret mangosaft. Mmm. Og endnu bedre; nu skulle vi stikke dem ned i jorden, for nu skulle der plantes kaffeplanter ind mellem passionsfrugterne. Herbert havde fået skrabet penge sammen til 30 planter, så disse skulle nu plantes med 10 fods mellemrum. Så med en pind på ca. 10 fod, gik de 3 hårdtarbejdende mennesker nu i gang med at måle og grave flere huller(; Stakkels os små hænder.. Ikke nok med det, skulle planterne beskyttes mod solen. Og ja, selv om palmeblade ser flotte og eksotiske ud, så stikker de virkelig.. Men hvad gør man ikke for de små planter.. Kombinationen var altså: vabelfyldte og lidt sprækkede hænder + mangosaft + jord + stikkende palmeblade =  knap så herlig blanding.. 

Kaffeplanterne dækkes til med palmeblade

En lille fin kaffeplante er nu klar til at gro

Det var altså en rigtig dejlig følelse, da vi til sidst skulle hente vand fra det lille vandhul, for at vande de kære små kaffeplanter, i den meget meget meget tørre jord! Her fik vi forskræmte hænder endelig for første gang mulighed for at vaske os, så både mangosaft og jord flød ud i det kolde vand. Det var en dejlig følelse at blive bare en lille smule ren igen.

Denne renhedsfølelse varede dog ikke længe. For efter 3 timers arbejde, sluttede vi af med en dejlig saftig ananas. Mmm, de 2 mzunguer var rigtig glade. Vi hænder måtte til gengæld ofre os igen, og nu smøres ind i ananassaft..

Ok, så var det vidst nok selvmedlidenhed for denne gang..(; Sarah og jeg vil gere være ærlige at sige, at det faktisk havde været en ret hårdt arbejdsdag. Men endnu mere enige om, at det samtidig havde være en super sjov og herlig dag! Afrikanere er nogle virkelig herlige mennesker! (: Og kæmpe stor respekt for det hårde arbejde de hver dag kæmper med på deres marker! Virkelig respekt for dem!

Herbert var meget taknemmelig for vores arbejde. Og ja, selv om der var mange der kom forbi i løbet og dagen, og grinede af os. Og ja, bare blev stående og kiggede og grinede. Så var Sarah og jeg enige om, at vi havde gjort et godt stykke arbejde, og kunne give hinanden en Gyberligko high-five(; Heldigvis var Herbert enig – det sagde han det i hvert fald (: Selv om vores kære hænder ikke havde det helt godt bagefter, så var de et rigtig godt bevis til Mathilde, Line og Jacob på, at vi havde lavet noget denne dag(;

Endnu en herlig dag i smukke Afrika (: 

Tusimba malagala

Det var lige præcis hvad Sara og jeg lavede tirsdag i sidste uge. Og hvad er så det?

3 ledetråde: Mark, hakke, planter.

Har I ikke gættet det endnu, kan jeg fortælle, at det på luganda betyder: ”Vi planter sweet potatoes”. Vi havde endnu endu engang trukket i arbejdstøjet, og ville understrege, at vi jo ikke bor på en farm for ingenting.

Vi havde dog aldrig klaret det ude Poul og Mike, vores 2 læremestrere. Mike går i skole i P5, og kommer ofte og arbejder på farmen efter skole, og ellers i weekenderne og ferier. Herved tjener han penge så han kan betale for sin skole. Poul har det svært ved skolen, og hans forældre besluttede derfor at han ikke skulle gå i skole længere, men i stedet arbejde fuld tid på farmen, så han kan lære en masse om det at være farmer, og så han kan bruge det senere i livet. Fedt at hans forældre ser og giver ham mulighed for at lære på andre måder, men virkelig ærgerligt at de dropper hans skolegang! En del børn falder fra i skolen og bliver betegnet som slow learners. Vi har snakekt meget om, at en af grundene kan være ordblindhed. Det er der ingen der bliver testet for her, men uden tvivl mange der lider af alligevel.

Poul og Mike havde derfor fuldstændig styr på hvordan kartoflerne skulle plantes, og de fulgtes med os gennem bananplantagen og ned til majsmarken. Pga. mangel på regn, var et stort stykke af de majs vi havde sået slået fejl, og Pontiano har derfor valgt at plante sweet potatoes i stedet for. 

Så store er vores majs blevet, som vi plantede tidligere (:

Vha. en ko, havde de fået lavet render og små bakker, hvorpå kartoffelplanterne skulle sættes. Så var det ellers bare frem med den afrikanske hakke; kæp/pind med metalblad for enden, og der skulle hakkes render i de små bakker.

Poul forsøger at lære mig at hakke

Sarah er i fuld sving

Søde Francis, der også arbejder på farmen, kom lige et smut forbi

Herefter skulle de små kartoffelplanter plantes. Det var en smule svært at se, hvad der var op og ned på de små planter, og måske syntes Poul og Mike, at vi spurgte ret mange gange..(;

Poul kommer med de sweet potatoes der skal plantes - selvfølgelig på afrikansk manér

Det er nu en smule hårdt for ryggen, sådan at være farmer i Afrika, men super super hyggeligt var det! Og så fik vi tilmed lært endnu et par lugandiske ord til vores ordforråd(:

We did it (:

It´s time for P.E. guys ! (:

”Is it time for P.E. now?” (P.E. = Psysical education = Idræt) spørger eleverne ofte på Cornerstone. De elsker virkelig idræt, trods det faktum, at der kun er meget lidt sport over deres idrætstimer, men at de mere består af sanglege med fagter. Dvs., at det lige så meget er gymnastik for stemmebåndet som for kroppen. Men de holder virkelig af, når de kan komme ud at røre sig en smule, hvilket jo er super skønt. Skal de dyrke en sportsgren, har de primært to at vælge imellem; fodbold og netball. Dette er tilmed ofte kønsopdelt, så fodbold er blevet en drengesport og netball en pigesport. Simpelt sagt, er netball en blanding af håndbold og basketball. Selv om de elsker disse to sportsgrene, så bliver idrætstimerne sjældent brugt på dem. Hvilket er enormt ærgerligt! Hvordan kompenserer vi for det? Vi arrangerer da en sportsdag! Så med Jacob i spidsen fik vi stablet en fodboldturnering og en netballturnering på benene. Med 4 piger og en dreng, må han jo hellere lede sådan en dag (;

En onsdag i sidste måned var derfor i sportens tegn. Hver klasse stillede med et fodboldhold og et netballhold, og så var der ellers lagt an til klasseturneringer for klasserne P1 til P7. De små klasser mod hinanden og de store klasser mod hinanden, og til sidst en samlet vinder. En smule uretfærdigt for de mindste, men der skulle jo findes en vinder. Og vinderklassen endte alligevel overraskende! Der blev løbet, svedt og heppet på de 2 baner, og man kunne se at børnene nød at have nogle timer væk fra bøger og lektier! Og mindst lige så sjovt var det for os, at lave noget sjov og spas med dem(;

Fodboldkampen er i gang;
Drengene med bluser mod drengene uden bluser

Nogle mente de havde bedre overblik over banen oppe fra træerne(:

Der blev kæmpet hårdt fra alle aldre, og dagen endte med en sejr til P4 som dagens vinder! De stolte elever nød deres sejr mens de modtag deres bolsjer og diplom(:

Klassedyst i netball

Det sidste punkt på dagen var finalen i fodbold. Alle kæmpede fantastisk for deres klasse, og gjorde en stor indsats. Til slut stod det dog klart, at P7 var de bedste, og de modtog glad og stolt deres præmier(: 

Det stolte vinderhold fra P7

Dagen var dog ikke helt slut endnu, for hvad er en sportsdag på skolen, uden at lærerne også viser hvad de kan? Vi fik mikset et læreteam af afrikanere og mzunguer, og vi stod klar til at møde vores modstandere. Opbakningen fra sidelinjen var stor, og det var virkelig rart at se, hvordan både elever og lærere nød en dag, hvor barriererne mellem dem var en smule lavere, og hvor hierarkiet ikke var så tydeligt. Herligt! 

The teachers team are ready! 

Vi lærere kæmpede alt hvad vi kunne på den sandede bane, men måtte erkende, at P7 klart var bedst! Øv øv (; Til os mzunguers forsvar vil jeg da lige nævne, at kampen foregik i bare tæer på en sandet bane fyldt med småsten. Her må afrikanerne helt klart have haft en fordel! Mine fødder havde det i hvert fald ikke helt godt bagefter (; Med en fortjent sejr til P7 var en super herlig sportsdag på Cornerstone School slut.

Som målmand fik man stor opbakning (;

Dagens glade vindere (:

Helt slut var det nok ikke , for en ny turnering stod for døren. Jacob havde nemlig fået arrangeret en turnering mod den skole som han, Line og Mathilde underviser på. Det betød at der nu var skoledyst! At finde en passende dag, og få svar i tide fra de forskellige skoler var dog en kamp i sig selv. Men til sidst lykkedes det, og lørdag d. 9 november afholdt vi fodboldturnering og netballturnering mellem Cornerstone School og Pastor Fred School. Turneringen foregik på Cornerstone school og Jacob havde sammen med Pastor Fred arrangeret transport af de spillende elever fra den ene skole til den anden. Det hele forgik selvfølgelig på afrikansk manér, hvilket betød, at de __ elever og lærere ankom siddende og stående på ladvogn(; Endnu mere afrikansk var det, at de selvfølgelig var 1½ time forsinket (; What to do.. This is Africa! (; Cornerstone havde kridtet banen klar; Dvs. lavet mållinjer, midterlinjer osv. med lyst sand, oven på den mørke jordbane. Ingen af os kender reglerne til fulde i netball, så det overlod vi fuldt ud til teacher Pauline fra Cornerstone School og teacher Penelope fra Pastor Fred School. Vi bidrog i stedet med hvad vi kunne, og stod og klappede, hoppede, heppede og sang med de andre elever ude på sidelinjen. Det var en helt fantastisk oplevelse! Det var så skønt at se hvordan eleverne gik op idet og virkelig kæmpede for deres skole, både inden- og udenfor banen! Og var der mål, hoppede vi alle op og ned og gav selvfølgelig hinanden ”high-five” og knus(:  Sikke en herlig stemning! Ja, og vi fik hoppet og krammet en helt del på Cornerstones banehalvdel, for efter 4 x 7,5 minutters spilletid, var stillingen 10-0 til Cornerstone (: Hip hip hurra, I kan tro vi var glade, og søde Betty fra P6 blev ved med at sige: ”I am so happy today!” (:

Der kæmpes!

Der heppes fra sidelinjen

Både Cornerstone og Pastor Fred kæmpede alt hvad de kunne

MÅL!! (:

De glade netball vindere fra Cornerstone

Turen gik herefter til fodboldbanen. Cornerstone har egentlig deres egen lille fodboldbane, men den var ikke god nok til P7 drengene. Det var selvfølgelig dem der skulle spille, da de jo havde vundet den første turnering vi afholdt. Vi var lidt i tidsnød, da Pastor Fred school havde været så forsinket. Men sportsdagen var en stor dag for P7 drengene på Cornerstone, så tingene skulle selvfølgelig gå ordentligt til. Så vi tog turen til landsbyens fodboldbane, der lå et stykke længere væk. Og trods besværet giver jeg drengene ret; banen her var ti gange bedre; både større og så var der græs, frem for jordbanen på Cornerstone(; Med Jacob som dommer blev kampen skudt i gang, og de næste 2 x 20 min. var fyldt med spænding. Drengene kæmpede, svedte og løb alt hvad de kunne for deres skole, og det var fantastik at se deres gejst. Samtidig med at deres træner/lærer stod på sidelinjen og trippede og råbte, som til en normal dansk fodboldkamp(; Vi fandt igen vores rette plads bag ved målene, hvor vi heppede højlydt. Vi holdt selvfølgelig med hver vores egen skole; Line og Mathilde med Pastor Fred og Sarah og jeg med Cornerstone, mens Jacob jo udefra måtte fremstå neutral som dommer. Der opstod en helt kamp uden for banen også, om hvem der kunne heppe højest. Vi hoppede, grinte og sang, og det var virkelig super skønt! Det var tilmed ikke dårlige heppesange, som man ofte hører i Danmark, men deres heppesange var lovsange hvor de takkede og priste Gud. Flere gange sagde de også, at vi skulle huske at bede for, at de ville klare det godt og vinde! De har virkelig Gud med i alt! Det er fantastisk at opleve, og samtidig meget tankevækkende!

Men ja, vi fik skreget og heppet og sunget, og med slutstillingen 3-1 måtte vi igen hylde Cornerstone School, og ønske dem tillykke med sejren! Hurra hurra for min skønne skole! Så bliver man lidt stolt (: Slutfløjtet lød, og vi løb ind på banen og fejrede vores spillere(: Søde Betty kom igen: ”I am so happy today”.

De glade vindere i netball og fodbold fra Cornerstone (:

Pastor Fred School med deres 2. plads medaljer (:

Det var desværre ikke alle der var så glade, for der er ikke en vinder, uden at der også er en taber. De er kun børn, og vi havde håbet, at de to skoler ville vinde en kamp hver. Sådan blev det desværre ikke, og nogle af eleverne fra Pastor Fred School måtte desværre trøstes en smule bagefter.

De fik desværre ikke en sejr, men fik i stedet lov til at køre hjem igen. Det lyder formentligt ikke af meget. Men en køretur for en lille afrikaner, kan være en oplevelse i sig selv, da det kun er få der har forældre der ejer en bil. Kamuzinda er placeret mellem de to skoler, hvilket gjorde det muligt, at vi kunne hoppe med på ladvognen, og køre med. 

Ladvognen er læsset, og vi er klar til at sætte kursen hjemad

Vi har ofte snakket om, at vi gerne vil have en sådan tur, men efter turen kan det konstateres, at det langt fra var en behagelig oplevelse! Især den første halvdel, der bestod af hullede og smalle grusveje. Mange afrikanere ser så afslappede ud, når de sidder der på kanten af ladet, og bilen suser afsted. Vi brugte alt vores energi på at holde fast, og måtte ind i mellem sætte os ned på selve ladet, når det hele blev lidt for vildt for os mzunguer(; Men en rigtig sjov oplevelse var det (:

Solen var ved at gå ned, og en super herlig dag var ved at være slut. Det var virkelig fantastisk at være med til at give dem denne eftermiddag. Fri fra skole og pligter derhjemme, og i stedet en dag fyldt med sport som de holder så meget af! Stemningen var i top, både inden- og udenfor banen, hvilket også kunne mærkes i min hals og på min stemme om aftenen(; En fantastisk oplevelse med masser af smil, grin og sammenhold og jeg kunne slutte dagen af med at citere søde Betty: ”I am so happy today!” (:

Thumbs up for en herlig dag

Dansk - Afrikansk fødselsdag

I sidste måned fejrede vi fødselsdag for to af børnene på farmen; Tina og Enog. Vi blev inviteret ind til familien, til den skønneste festmiddag: Matooke, fried sweet potatoes, sovs og ikke mindst barbeque flæskesteg! Mums(;

Pontiano skærer flæskestegen ud

Ud over den mega lækre mad, stod aftenen på leg og hygge(: Og ja, så skulle der selvfølgelig også pakkes gaver ud. Gavepapir er ikke nemt at finde hernede, så Line og Jacob var kreative, og fik pakket vores gaver ind i bananpalmeblade (; Det fungere fantastisk sammen med gaffatape (;

Tina viser stolt sin barbiedukke frem (:

Mamma Halle hjælper Enog med at pakke
sin fødselsdagsgave ud,
mens resten af børneflokken ser på

Hurra - legetøjsbilen faldt vist i god jord (:

Ingen fødselsdag uden en rigtig FØDSELSDAGSKAGE! Så Sarah og jeg havde været i sving, og fik kreeret en super lækker baban-chokoladekage med nutella glassur. Og fik tilmed skrevet "Happy Birthday" med hakket hvid chokolade! Det var intet mindre end lækkert! (; Vi skreg da vi skar kagen ud, og råbte hurra alt efter hvor mange år de blev. Danske traditioner, som de ikke kendte til, men syntes var vildt sjove (;

Enog og Tina puster lys ud på deres fødselsdagskage(:

En super hyggelig aften, med en dejlig blanding af afrikanske og danske traditioner(:

I´m alive!!

De kloge hoveder siger, at det er sundt at overskride sine egne grænser, og en gang i mellem springe ud af sin tryghedszone. Og det er helt bogstaveligt talt hvad vi gjorde i sidste weekend. Turen gik mod Jinja – Ugandas turistby og hovedstad for ekstremsport og adrenalin kick. Denne gang fik vi hyggeligt selskab af 2 danske volontører fra UCC (Uganda Child Care); Kamilla og Sigurd. Turen startede fredag over middag, efter at vi havde fået lagt børnene på babyhjemmet i seng til middagslur. Sigurd har knap så stor angst for den kaotiske trafik her i Uganda, som vi andre har, og kører ofte rundt hernede. Det var derfor utrolig lækkert, at vi kunne leje en af UCC´s biler, og selv cruise afsted på vores lille ferie. Som Sigurd selv sagde; Når bare man har den indstilling, at man overhovedet ikke kan stole på nogen som helst i trafikken, så kan man godt bevæge sig ud i trafikken.

Jinja ligger ca. 4 timers kørsel nord-øst for Masaka, og med et lille stop i hovedstaden Kampala, var det aften inden vi nåede frem. Sigurds far og stedmor er lige flyttet til Jinja, da de arbejder med forskellige projekter for børn her i Uganda, så første stop var et kort besøg hos dem. En lille hus helt ud til Nilen – bestemt ikke dårlig udsigt. Da vi tilmed blev budt på kage, kunne aftenen jo snart ikke blive bedre. Ikke for at lyde kage-glad, men rigtig kage er virkelig en sjældenhed hernede(; Da myggene på terrassen var ved at blive for mange, kørte vi mod backpackers, hvor vi skulle sove. Måske spændingen for morgendagens oplevelser var med til, at vi fik en begrænset mængde søvn denne nat(;

Det første plasticjuletræ og tegn på jul
- Vi nærmest hoppede og sprang af glæde(:

Med en tår vand og to små chokoladebarrer til morgenmad, gik turen næste morgen kl. 7:45 afsted mod riverrafting. Utrolig mange andre havde valgt at rafte denne dag, så der var godt fyldt i huset og haven hos Nalubale Rafting (selskabet vi havde bestilt riverrafting hos). Efter at have skrevet under på kontrakten og betalt, fået en kort briefing, tildelt redningsveste og hjelme, samt fået en rolex og en banan samt en masse sommerfugle i maven, var vi mere end klar(; 

Kamilla og jeg er SÅ klar (;

Vi kørte afsted, og ankom efter ca. ½ time til startstedet. Med en padle i hånden, hoppede vi nu sammen med vores (s)kønne guide Ashiraff i gummibåden. Den første halve time bestod af forskellige øvelser, og forsøg på at ro i takt, samt ”what to do” hvis - eller nærmere når, vi faldt ud af båden. Samt selvfølgelig sikkerhedsmæssige instruktioner. For selv om det er  sindssygt sjovt, så er det bestemt ikke helt ufarligt! Inden længe sejlede vi afsted mod den første ud af 8 rapids. Når man ikke er professionel, er det ikke forsvarligt at tage mere end op til grade 5 (sværhedsgrad). Og sådan en mødte vi selvfølgelig som det aller første(;

Kriblen i maven, spænding, adrenalin, og ja næsten blod, sved og tårer. Grineflip og skrig, følelser som: ”Jeg kan ikke trække vejret under alle de her bølger”, eller ”Hvilken vej er vandoverfladen?”, masser af sjov og spas, ømme armmuskler og solbrændte lår, WOW-følelse og det fedeste Wuhuuu!!  Yes; River rafting på Nilen er ikke mindre end AWESOME!! Jeg tror her billeder siger mere end ord:

Det var dog langt fra hele tiden, at alle disse bølger skyllede ind over os, og det blev også til rolige sejlture, hvor den vildt smukke natur kunne nydes, enten fra båden, eller med en lille (frivillig) svømmetur i det dejligt varme vand(; Sidst på eftermiddagen nåede vi igen i land, og kunne give hinanden en ordentlig high-five. Det er ikke alle og enhver der tilbagelægger 27 km. på selveste  Nilen i en gummibåd(;

Fyldt med adrenalin og livsglæde i kroppen og store smil i ansigterne, satte vi kursen tilbage mod byen, og nød aftenen på backpackers.

Efter en overraskende god nats søvn, var de første ord der slog mig efter jeg åbnede øjenene: Bungee jumping – arg... For selv om jeg overlevede gårdsdagens adventure, kun med en enkelt lille bule i panden og nogle små blå mærker, så synes jeg stadigvæk mit liv hang i en lidt tyndere tråd end det normalt føles som.. Egentlig tror jeg, at jeg har en del højdeskræk, og de vildeste adventureting eller blot rutchebaner i forlystelsesparker, har jeg ofte takket pænt nej tak til. Men som sagt, det er sundt at overskride grænser, og langt de fleste gange, kommer der jo også en positiv oplevelse ud af det. Jeg havde egentlig ikke regnet med at jeg ville bungee jumpe, og bestemt ikke regnet med, at jeg turde gøre det. Men noget i mig sagde, at jeg simpelthen blev nødt til at gøre det(; Ja, og så har jeg en søster, der er total vildt med så meget adventure som muligt. Så at kunne sige til hende, at jeg har gjort noget, som hun ikke har gjort, det var helt sikkert også en drivkraft til at tage springet(; Yes søster – I did it!! (;

Forestil dig at betale knap 600 kr. og derefter skrive under på, at hvis du blev skadet eller døde ved springet, så ville hverken du eller din familie sagsøge bungee jumping selskabet. En lidt underlig fornemmelse i maven..(; Spændingen i maven steg, og mit hjerte begynde at hamre, da vi gik op af de mange trapper. Jeg tror stadig ikke helt jeg havde fattet, hvad det var jeg havde rodet mig ud i. Der var lige pludseligt ret langt ned til vandoverfladen, og spændingen og nervøsiteten steg hele tiden! 

Udspringstårnet på klippen
Den lille gummibåd samlede os op når vi var komemt ned

Udspringstårnet fra den anden side.
På den anden side af bredden på klippen ses caféen,
hvor vi havde god muligehd for at se,
og ikke mindst høre, de andre springe

Vi fik hurtigt seletøj rundt om maven, der skulle bruges som ekstra sikkerhed, hvis nu man skulle være så uheldig, at elastikken sprang. Herefter fik man lov til at sidde i ”Kongestolen”. Ja sikke heldig man var (; En lille skammel blev nu sat frem, og jeg fik bundet et håndklæde og derefter en tyk elastik omkring mine ankler. Og ja, jeg fik vidst spurgt ret mange gange, om de var sikre på, at den var bundet stramt nok og ordentligt fast. 3 mænd styrede det hele, og på en eller anden måde følte jeg mig tryg nok ved situationen. For ja der skal ikke hver nogen tvivl om, at selv om vi har gjort mange vilde og langt fra ufarlige ting i denne weekend, så har sikkerheden virkelig været i top! Men da jeg så pludselig stop med tæerne ud over kanten, og den søde mand forklarede hvordan jeg skulle springe, var jeg virkelig kommet langt fra min tryghedszone! Han var helt rolig og sagde ”Smil og vink til kameraet og dine venner”, men jeg følte knapt jeg kunne bevæge mine arme, og mine ben rystede usandsynligt meget! Var helt bange for at jeg skulle falde ned inden de fik talt ned, fordi mine ben rystede så meget! 

"Klar" til at springe..

Pludselig var det nu, og mændene råbte ”3-2-1-BUNGEE!!”, og jeg lod mig læne forover. De næste sekunders oplevelse kan ikke beskrives! Det var fuldstændig vandvittigt og sindssygt, og jeg skreg vidst også ret meget(; Følelsen af at falde frit, som om der ikke er noget der holder dig fast, eller kan redde dig. Det er for viiilldt! Men selv om jeg var fuldstændig skrækslagen, så var det samtidig også en helt igennem fantastisk følelse, og kunne ikke lade være med at grine for vildt! 44 meters fald med hovedet nedad, og så lige dyppe hænderne i selveste Nilen! Hvad kan jeg sige: Det var så AWESOME!!

"I believe I can fly..."

Fik lige dybbet hænderne i Nilen.. - Kan det blive federe? (;

Wuhuuu (:

 Bagefter synes det meget uvirkeligt at jeg har gjort det, og kan bliv helt i tvivl, om jeg virkelig gjorde det. Men har da øjenvidner på, at det er sandt (; Adrenalinen pumpede stadig løs i kroppen meget af dagen, og vi fejrede livet med lækker middag, bestående af en sandwich med groft brød (En vidunderlig smagsoplevelse når man er vant til helt hvidt brød hver dag!), og den lækreste banan-chokolade smoothie(;

Besøg ved Nilens udspring
Til venstre ses Victoriasøen og til højre Nilen

Næste dag var vores ferie ved at være slut, og turen gik tilbage mod Masaka. Inden da, var der lige tid til lidt shopping i Jinja, og endnu et stop i det skønne supermarked i Kampala. En helt igennem fantastisk weekend var ved at være ovre, og vi kom sikkert tilbage til vores farm i Kamuzinda. En helt anden side af Afrika, end hvad vi havde levet i de sidste par dage. Jeg holder virkelig af at bo i en lille landsby som Kamuzinda, og det var skønt at komme hjem igen. Men det var samtidig også virkelig lækkert at se, at Uganda også er meget mere end røde grusveje og fattige lerhuse. Ind i mellem kunne man helt glemme, at man virkelig var i Afrika. Men det er også noget af det der er så fantastisk ved Afrika; Man overraskes gang på gang!

Selv om jeg virkelig har forsøgt at beskrive denne weekend, så tror jeg langt fra det er muligt. Det skal simpelthen opleves! (: - og jeg tager gerne med, hvis der er nogle som skulle have lyst(;