Ssese Islands - like paradise!

Efter en let morgenmad og en smoothie to go forlod vi den lækre camp og kørte afsted i en special hire mod havnen nær Entebbe. 

Yoghurt med frugt og smoothie til morgenmad - life is good (:

Efter godt 3½ time i en varm bil kom vi endelig frem til havnen. Her havde vi så godt 1½ times ventetid inden færgen sejlede. Da vi fik at vide, at der ikke kunne købes mad på færgen, og vi derfor ikke ville kunne få mad før hen på aftenen, så besluttede vi os for at fordrive tiden i den meget kedelige ventesal, med at bestille lidt pomfritter. Det var dog et meget dårligt valg! Da de endelig kom efter knap 1 time, så var de bløde af olie, og på dem klistrede små insekter sig fast! Føj det var klamt og vi gik sultne derfra! Herefter var det også lige tid til at besøge det lille hul i jorden toilet, som bare fik et endnu større smil frem på læben.. (:

Vi begav os nu afsted mod færgen og følte os så klar som vi nu kunne til en lang færgetur. Dog blev vi noget overraskede, da vi kom hen til færgen og fik fortalt, at den altså ikke lige duede, og vi pænt kunne stige ombord i den lille fiskekutter med bliktag der lå i vandet ved siden af! Hmm.. What! tænkte vi først. Men vi ville jo ud til øen, og havde ikke andre muligheder end at kravle ombord. 

Lidt nervøse mzunguer foran den lille fiskerbåd vi blev sat i

Da de ca. 20 andre afrikanere ombord alle sikrede sig en redningsvest, så gjorde vi selvfølgelig hurtigt det samme. Selv om en hullet redningsvest, hvor klipsene ikke virkede, og den derfor skulle bindes med knuder, måske ikke var den store hjælp, så tog vi den på alligevel i troen på at vi forhåbentligt ikke ville få brug for den. Vejret var godt, og vandet var heldigvis stille, så turen gik rigtig godt. Alligevel føltes den 3½ time lange sejltur i den lille båd virkelig lang, selvom vi havde en fantastisk udsigt ud over Victoria Søen og nogle af dens 84 øer, der til sammen kaldes for The Ssese Islands.

Sofie og Nicoline klar til sejlturen

Den lille fiskerbåd.
De fleste mente det var nok blot at have deres redningsvest til at ligge på skødet.
Men de var nok egentlige også så dårlige, at de ikke gjorde den store forskel..  

Små fiskerbåde på Victoria Søen gjorde udsigten endnu mere fantastisk

Lidt før kl. 18:00 ankom vi til øen Buggala, som er en af de største i Victoria Søen. Her blev vi hentet af det hotel vi havde bestilt, og kørte afsted de ca. 5 min. der heldigvis kun var til vores mål. Endelig var vi fremme, og vi blev budt velkommen af de sødeste mennesker, den smukkeste natur, den skønneste udsigt og de sødeste aber! (:

Sød lille abe bød os velkommen til hotellet (:

Vores 2 lejligheder

Vi havde 51 skridt fra vores terrasse til vandkanten (:

På stranden nød vi en af de smukkeste solnedgange jeg i mit liv har set! Det var virkelig fantastisk! Forestil dig en hvid sandstrand, et bål på stranden der er ved at blive tændt op, blåt hav, et par gynger i vandkanten, den ene vej en horisont hvor vand og himmel forenes, og den anden vej det mørke omrids af massevis af træer der troner sig op mod den røde, lilla og nærmest guldagtige himmel der forener det hele! Intet mindre end fantastisk!

Den smukkeste solnedgang over Afrika!

Nicoline og jeg

4 skønne tøser

Vi var nu klar til at nyde en lækker middag i bandaen/ restauranten. Vi havde fået fortalt, at ventetiden på mad ofte var meget lang ude på øerne, og det kan vi også nemt skrive under på. Morgenmaden kunne laves på 3 kvarter, men ellers tog det altid 1-1½ time. Trods det faktum, at det stort set kun var os der overnattede der, og der kun var få andre gæster der spiste om aftenen, så forstod de virkelig at trække tiden ud! Men vi var her jo for at slappe af, så vi hyggede os. Dog kunne det blive lidt problematisk, når man skulle huske at bestille mad 2 timer før man blev sulten, for ikke at sidde med en mave der rumlede helt vildt (:

Bandaen/ restauranten

Tøsehygge og lækker aftensmad (:

Vi har også spekuleret meget på, hvordan de overhovedet kunne få et sted som dette til at løbe rundt, da vi jo som sagt nærmest var de eneste der overnattede der, og der var i hvert fald mindst 5 der arbejde der. Det så måske heller ikke ud som om det var det værste job de havde; rengøre stranden og haven for blade, tage imod bestillinger og servere mad, sidde i receptionen og ja ellers så de utrolig meget fjernsyn, spillede lidt beachvolley og chilled ellers bare rundt.. Ikke så dårligt kunne man tænke sig(:

Efter at have spist en dejlig middag stod den på bålhygge på stranden, 2 meter fra vandkanten! Jeg behøver vidst ikke sige mere.. (:

Bålhygge på stranden (:

Total tøsehygge!

Morgenen startede perfekt med en lækker morgenmad bestående af frisk juice, cornflakes, ristet brød med scrample eggs, chapati og pandekager med sirup. Ja og så må jeg lige igen minde om at vi jo sad i bandaen 10 m. fra stranden. Slet ikke så ringe endda(: Herefter blev vi gode venner med liggestolene på stranden og gyngerne i vandkanten, og nød det hele.

Nyder øjeblikket!

Nicoline og jeg

Sofie og jeg (:

Der var 2 hunde der fulgte med os overalt rundt på hotellet og stranden. Vi døbte dem Matoke (betyder bananret i Afrika) og Mzungu (hvidt menneske). De var simpelthen så søde og passede virkelig på os (:

Matoke og Mzungu passede godt på os (:

Der er ikke så meget at lave på øerne, andet end at gå en lille tur rundt i den smukke natur, og ellers bare slappe af og nyde hvor fantastisk der er, og det var jo også lige præcis det vi var kommet for. Vi fik fortalt der var en grotte man kunne se, men da en ærlig receptionist fortalte, at det blot var en stor sten i vandet, og at man endda skulle betale både for at komme derud og for at se den, så droppede vi hurtigt den ide. Derudover kunne man også komme på en sejltur. Men efter at have tilbragt 3½ time i en lille fiskerbåd dagen før, og vi vidste vi skulle sejle igen for at komme hjem dagen efter, så var det heller ikke så tiltalende. Vi besluttede derfor at tage en boda boda til den nærmeste by Kalangala. Men en by var nok næsten for meget sagt, og vi fik hurtigt vendt snuden hjemad igen. Det blev til en meget smuk gåtur, og på nogle tidspunkter havde man næsten fornemmelsen af at gå i en stor dansk bøgeskov på en flot sommerdag hvor bladene er helt lysegrønne.

Boda boda tur til "byen" Kalangala

Mathilde og jeg

Næsten som en dansk bøgeskov

Sjove træer med rødderne over jorden

Da vi kom tilbage nød vi en lækker frokost. Som vi denne gang havde været så smarte at bestille før vi tog afsted til ”byen”, så den var næsten klar da vi kom tilbage. Herefter fandt vi igen liggestolene på stranden, og tilbragte resten af eftermiddagen med en god bog i hånden og solen bagene fra himlen. Ja og så skal den endnu engang fantastiske solnedgang heller ikke glemmes! Aftenen stod igen på lækker middag og bål på stranden med masser af hygge!

På vej mod solen.. (:

Solnedgang over Afrika

Nicoline og jeg nyder solnedgangen

Matoke og Mzungu lagde sig foran vores dør da vi gik i seng (:

Næsten morgen var det desværre tid til at forlade dette fantastiske sted. Da vi nu skulle hjem til Masaka skulle vi sejle fra et andet sted på øen, og skulle derfor køre et stykke først. Vi fik at vi at hotellet ville køre os til en taxa i byen, men deres bil var selvfølgelig lige gået i stykker, så vi måtte med en taxa i stedet. Vi fik os placeret, og tænkte at det var da en dejlig taxa. Det var dog for hurtigt vi fik sagt dette, for inden længe stoppede bilen, og vi blev smidt bag i en halvgammel 8 personers bil. Men vi kunne jo selvfølgelig nemt være 14 deri..! Asfalt kender de ikke til, og efter en nat med regn var det en meget bumlet tur på de røde grusveje der mødte os, og nærmest en tur på glatbane til tider. Vi åndede lettede op da vi efter 1½ time så færgen, og endnu mere lykkelige da færgen her faktisk virkede. Turen på denne strækning var meget kortere, og efter ca. en halv time var vi tilbage på fastlandet igen. Her ventede så lige endnu en god halv time i den ”fantastiske bil”, hvor man ikke bare sad klemt, men hvor stanken af gammelt hø, dødt dyr og sved også var en faktor der gjorde at man ikke kunne komme hurtigt nok hjem. Endelig var vi tilbage i Masaka og nød et måltid mad på Frikadellen Efter meget bøvl fandt vi en taxa til Bukunda, og fik et glædeligt gensyn med vores kære Josef, som fik os sikkert tilbage til vores hjem på farmen. Efter alt den rejsen var det virkelig skønt at være tilbage. Men det har virkelig også bare været nogle helt igennem fantastiske dage vi har haft sammen, og nogle af de skønneste oplevelser og grin vi har delt med hinanden!

AFRICA IS GREAT!! (:

River Rafting på Nilen! (:

Da vi nu alle 4 piger er samlet, er det tid til at få set og oplevet en masse rundt omkring i Uganda. D. 21-25 var vi derfor på tur. Først River Rafting på Nilen ved Jinja, og derefter afslapning på Ssese Ilands i Victoria søen. Fulde af forventninger, spænding og godt humør var vi klar til en fantastisk forlænget weekend, og til at få set noget mere af Uganda! (:

Vi havde planlagt at tage af sted mod Kampala lige efter skole om torsdagen, men planer er til for at blive ændret, for selvfølgelig regnede og tordnede det så meget, at Josef ikke kunne komme ud til skolen på sin boda boda. Men med et par timers forsinkelse kom vi dog afsted til Masaka, fandt en Matatu (minibus) og var på vej mod Kampala. Turen tager knap 3 timer, så pga. forsinkelsen nåede det lige akkurat at blive mørkt inden vi kom derind. Vi skulle overnatte på Red Chili Hideaway, som er et backpackers sted. Ingen af os havde været der før, og med en udetaljeret vejviser, følte vi os meget lost! Heldigvis var der en sød voksen mand i taxaen, som gerne ville hjælpe os med at finde taxaparken. Vi kunne ikke gøre andet end at stole på ham og følge med, hvilket vi gjorde. Det var den værste gåtur nogensinde! Følelsen af at være som sild i en tønde, hvor vi var de eneste sild, og resten var torsk.. Underlig metafor, men det var virkelig ubehageligt. Endelig fandt vi en special hire taxa, og kørte afsted. Godt rystede efter at være blevet råbt efter, forfulgt, og fundet ud af at nogle havde lynet vores tasker og jakkelomme op (heldigvis var der ikke noget i de lommer de kunne tage!). Manden i taxaen var sikker på han vidste hvor vi skulle hen, men fordi en afrikaner siger ja, betyder det ikke de har forstået det.. Men efter at have kørt lidt rundt, spurgt os frem osv. fandt vi endelig frem! Fantastisk følelse!! Vi fik anvist nogle køjesenge, spist noget pizza, hygget, og så var vi ellers godt trætte efter den lange tur, og fulde at spændingen til den efterfølgende dag! (:

Mathilde og Sofie med lækker pizza

Det skal da også lige med, at jeg for første gang i 2 måneder fik yoghurt med müsli til morgenmad – så lækkert! Vi blev hentet af en minibus fra ”Nile River Explorers” kl. 7:30 om morgenen. Under ventetiden fik vi da også lige hilst på en abe der kom forbi(: 

I bussen på vej til River Rafting

Efter en køretur på godt 1½ time, var vi fremme på backpackers i Jinja. Her fik vi de første instrukser og fundet den rette redningsvest og hjelm. Herefter blev vi stuvet sammen i en åben vogn, og så afsted mod Nilen. På den knap 1 time lange køretur blev vi budt på frisk frugt og en lækker rolex (chapati med omelet). Da vi kom frem var det tid til at efterlade tasker og sko i bilen, og så begive os mod vandet. Her fik vi flere instrukser, og de var lige ved at skræmme os fra vid og sans. Men selvfølgelig skulle vi jo prøve(: 

4 tøser klar til eventyr! ;D

Instruktøren fortæller de skræmmende realiteter, og hvordan vi undgår skader..

Vi 4 piger blev sat sammen med en koreaner og en skotter, og steg i gummibåden til vores søde instruktør Alex. Først skulle vi øve os i at sejle fremad, og med 5 piger i en båd, synes Alex vidst det gik lidt for sløvt. Så han råbte lidt mere mens han kom med sit karakteristiske grin, og vi adlød så godt vi kunne(: Da der er meget stor change for, at båden tipper i vandet, så skulle vi selvfølgelig også øve denne manøvre. Så Alex tippede båden, vi blev smidt i vandet, og så stærk som han var, fik han hevet os alle ind igen. Vi var nu klar til at begive os til den første rapids. Spændte, nervøse, med adrenalinen pumpende i blodet og humøret højt, begav vi os afsted. Med alt vores girlpower klarede vi os igennem uden at tippe om. Det skal siges at flere af bådene med flest drenge i gjorde(: 

På vej ned af en rapid

Vi forsøger at blive i båden..

De forskellige rapids har forskellige kategorier fra 1-5, hvor 5 er den sværeste/farligste/vildeste. Det var virkelig vildt at blive slynget rundt på bølgerne på den måde, og efter at Alex fortalte os, at vi nu have klaret en 4’er og en 5’er, uden at falde overbord, følte vi os virkelig seje. Dog synes nogle af drengene fra de andre både at vi trængte til en tur i vandet, så hvis man ikke fik set sig ordentligt for, når de sejlede forbi, så blev man hevet i. Og ja det skete et par gange for mit vedkommende..

Mod bølgen blå

At være så meget i kontakt med vand og sol en hel dag, betød også, at vi vendte godt solbrændte hjem.

Efter at have klaret 4 rapids var det tid til en frivillig svømmetur i Nilen. Så vi hoppede i, og med den stille strøm blev vi glade ført roligt ned af Nilen. Naturen omkring var fantastisk smuk, og vi kunne slet ikke lade være med at tænke på, at det virkelig var Victoria Nilen vi flød rundt på. Når strømmen blev en smule stærkere, kunne man lige hægte sig på en af de 6 sikkerhedskajakker eller kanoer, der hele tiden var omkring os. Disse var klar til at hjælpe hvis man blev smidt af gummibåden under en af de mange rapids. 

Sikkerhedskajakerne var klar til at redde os hvis vi faldt i

Vores cool instruktør Alex byder frygtløs bølgerne velkommen..

Efter den skønne svømmetur var det tid til snack, og vi nød friskskåret ananas og kiks i bådene. Virkelig skønt at sidde midt på Nilen omgivet af den smukkeste natur og i det dejligste solskinsvejr! Nåhr ja, vi så da for resten også lige en slange på vej mod vandkanten og Sofie og Nicoline så en babykrokodille.. Men elles var det meget fredfyldt.. (:

Lækker snack midt på Nilen

Efter vores pause var det tid til at bruge lidt armkræfter igen, og vi susede gennem bølgerne, blev smidt rundt i båden, og forsøgte at klamre os så godt fast som muligt, og lytte til hvad Alex råbte vi skulle. Vi grinede og skreg konstant, undtagen når vi skulle holde vejret fordi en flere meter høj bølge skyllede over os. På et tidspunkt kom vi til en grate 6, som var for farlig at tage, og vi måtte gå i land og gå udenom. Herfra var den smukkeste udsigt, og vi følte os en smule lettede over at vi kom udenom det der mest af alt lignede et vandfald. 

En del af raftingholdet foran en kategori 6 som vi pænt gik udenom..

Herefter var der flere bølger og rapids klar til os, og vi klamrede os til båden så godt vi kunne, satte os på kanten og roede i takt (eller det forsøgte vi i hvert fald..), og satte os på hug i båden når tiden var inde til det. Samtidig med vi også forsøgte at holde fast ved og øje med vores padle, så vi ikke fik ramt hinanden. Men ved den sidste rapids var bølgerne for høje, og båden tippede. Vi blev slynget bagover og ned i vandet, flød hurtigt med strømmen, og forsøgte at trække luft ind i lungerne mellem alle de meterhøje bølger der skyllede over os. Selv om det var vildt sindsygt, var det virkelig fantastisk sjovt!! (: 

Bølgerne blev for mange og for store..

..og båden tippede og vi blev slynget ud

Find mzunguerne..

På vej mod overfladen..

Vi kom lidt efter lidt alle tilbage i båden, og turen på Nilen var slut. Herefter var det tid til en lækker frokost,  noget tørt tøj, og så tilbage på backpackers i Jinja. Vi havde som sagt lige været ude at River Rafte, men køreturen tilbage i den åbne bil var som Road Rafting, og vi blev rystet godt igennem på den hullede jordvej i den halvanden time. Men udsigten til de små runde lerhytter og alle børnene der råbte og vinkede, gjorde det hele udholdeligt(:

Efter af være kommet til Backpackers i Jina, kørte vi straks afsted mod Nile River Explorers Campsite, også et Backpackers sted, hvor vi skulle overnatte. Her var virkelig fantastisk, og det smukkeste backpackers sted jeg har set. Til en smuk solnedgang på en terrasse helt ud til Bujagali (en del af Victoria Nilen) og med den smukkeste udsigt, nød vi aftenen og fik snakket og grinet os godt igennem dagens oplevelser. At slutte dagen af med et varmt bad, for første gang i 2 måneder skal også lige siges at være en fantastisk og ubeskrivelig følelse, og afsluttede en fantastisk dag helt perfekt! (: 

Nicoline og jeg nyder solnedgangen (:

Kamuzinda Victory Church

Om søndagen besøger vi Kamuzinda Victory Church sammen med Pontiano og familien. Kirken ligger knap en km. fra farmen, så det er i dejlig gåafstand. Kirken består af en enkelt murstensbygning, med en betonscene i den ene ende hvor præstens prædikestol stilles an når den tid er inde. Bagved pryder forskellige farvede stykker stof, mens kirkegængerne finder deres pladser på de hvide havestole. Så du skal ikke have en forestilling om en traditionel dansk hvid kirke, hvis du har lyst til at læse videre(:

Nicoline, Enog, Tina og jeg klar til at komme i kirke

Kamuzinda Victory Church

Kirken begynder ikke på et bestemt tidspunkt, men folk kommer bare dryssende lige så stille. Dog har de, især kvinderne, en meget stærk forhåbning om, at de skal passe tiden meget bedre. De starter (efter planen) kl. 9:00 med at være delt ind i forskellige grupper; børn, teenagere, unge der går i skole, singler, dem der er gift, og de ældre. Her snakker og diskuterer de forskellige emner, og der er en voksen der leder hver gruppe. Vi er sammen med singlerne, hvor det overordnede emne for tiden er familie og ægteskab og hvad bibelen siger om det. Det er meget interessant og de synes det er spændende at høre om traditionerne fra Danmark. Flere af gangene har det været Mamma Halle der har ledt single gruppen, hvilket har gjort det endnu mere spændende. Hun har bl.a. fortalt om hendes ungdom og hvordan hun gik ind til ægteskabet. Jeg kan prøve kort at gengive det, men det er selvfølgelig meget mere spændende når hun selv fortæller det (:

Mamma Halle boede meget af sin ungdom hos sin tante og onkel, da hendes forældre ikke havde midler nok til at have hende boende. Til gengæld for kost og logi skulle hun hjælpe til hos hendes tante og onkel. Mange ægteskaber i hendes familie var ikke fyldt med kærlighed, og hun bestemte sig meget tidligt for, at hun aldrig ville giftes. Hendes nye hjem var endnu et eksempel på mangel af kærlighed. Hvis der var noget hendes tante gjorde forkert, så kunne hendes onkel finde på at slå tanten, og mange gange også Mamma Halle. Dette bekræftede Mamma Halle, der stadig var en lille pige dengang, i at hun aldrig ville giftes. Hun var i stedet meget fokuseret på sin skole, og havde mange planer for hvad hun ville. Hun vidste hun var den i familien, der skulle kunne hjælpe hendes forældre økonomisk, og at hun derfor havde brug for en uddannelse så hun kunne få et godt job. Hernede frier mændene til kvinderne når de mener de er klar til at blive gift. Der var, som der ofte er, flere der friede til hende. Hun var frygtelig træt af det hele, og ville overhovedet ikke giftes. Hun bad rigtig rigtig meget til Gud om hvad hun skulle gøre, og fik bønnesvar. Selv om hun overhovedet ikke selv var glad for beslutningen, så stolede hun på Gud, og giftede sig med Pontiano. Da bryllupsbillederne skulle tages på deres store dag, fik hun at vide, at nu skulle hun jo lige huske at smile.. 

Men som tiden er gået, er hun blevet bekræftet i, at hun tog det rigtige valg. Og så vidt jeg kan fornemme, så tror jeg Mamma Halle og Pontiano har et rigtig godt ægteskab, og fulgte Guds vejledning.

Smukke Mamma Halle

Efter de små møder begynder selve gudstjenesten kl. 10. Først med fællessang og dans. Den første gang vi var i kirken, fik vi en dejlig velkomst, hvor vi var oppe ved scenen for at præsentere os. I starten af gudstjenesten er der desuden også altid vidnesbyrd, hvor mindst 3 personer fortæller om en oplevelse de har haft. Det kan være de er blevet helbredt fra en sygdom, er bestået en eksamen, har haft besøg af sine forældre, har oplevet Guds nærvær osv.

Herefter synger kirkens forskellige kor nogle sange, mens mændene ved keyboardet forsøger at stemme med så godt de kan med toner og trommelyde. De har idé om, at den samme melodi kan passe til alle sange..

Kirkens kor synger, og der er altid fagter med

Ungdomskoret synger

Børn der synger og danser (:

En mand synger solo, mens nogle piger danser bagved.
Har man lyst kan man gå op og give ham en  mønt eller to som tak

Kvinderne synger i deres fine Gomas.
Det er kvindernes "nationaldragt", som især gifte kvinder bærer når de skal være fine

Så er det præstens tur til at prædike. Vi har et par gange hørt prædikenen, hvor vi har været så heldige at få den oversat til engelsk. Der var f.eks. en søndag, hvor det var kvindernes dag, og hvor det så tilmed var en kvinde der prædikede. Det troede jeg ikke kvinder fik lov til hernede. Men det var en spændende oplevelse. 

Præsten og hans kone sidder forrest i kirken

Pastor Daniel prædiker.
Halle elsker som sagt at tage billeder,  og fik lov til at låne mit kamera en dag, og gik rundt i kirken og tog billeder. 

Ellers er det under prædikenen at vi hjælper til i søndagsskolen, hvor mindst 60 børn samles. Først læser vi et stykke op fra en børnebibelbog, og Mamma Halle oversætter til engelsk. Herefter leger vi forskellige lege som ”fish swim”, bankebøf, trække gullerod, katten efter musen osv. Især sidstnævnte er et stort hit. Nicoline og jeg har desuden været så heldige at få nogle tegninger med fra Øster Snede Kirke i Danmark, som vi også har brugt i søndagsskolen. De elsker virkelig at farvelægge!

Jeg læser bibelhistorie højt mens Mamma Halle oversætter

Vi leger "katten efter musen" (:

Et udsnit af den dejlige og store søndagsskole , hvor der farvelægges tegninger (:

Børnene koncentrerer sig om farvelægningen(:

Denne lille prinsesse viser lidt betuttet sin fine tegning frem

Efter prædikenen er der stående bøn oppe foran scenen, hvor alle beder i munden på hinanden. Den første gang vi var i kirke fik vi noget af en oplevelse. Pludselig begyndte en kvinde at svinge sin arm helt vildt, og alle trak lidt til side. Folk tog fat i hendes arme og ben og holdt hende, mens hun rystende faldt sammen på gulvet og prøvede at komme fri. Præsten fremsagde bønner over hende, og de andre fortsatte med at bede. Dette skete 4 gange under ”den fælles bøn”, og vi fik efterfølgende fortalt, at de ser det som dæmonuddrivelser. Det var virkelig noget af en oplevelse og meget uventet! Pontianos bror fortalte os, at det var meget normalt i deres gudstjenester. For os var det dog noget af en overvældende oplevelse, og skræmte os en del! Vi har dog heldigvis kun oplevet det en enkelt søndag mere.

Efter knap 4-5 timer er gudstjenesten slut! Efter planen slutter den kl. 13:00, og især kvinderne vil gerne holde fast ved dette. Men ja, tiden løber altid fra dem. Men vi kan godt mærke, at det går bedre og bedre med at overholde det. Kirken har også forskellige arrangementer i løbet af ugen. De forskellige kor øver, onsdag er der bibelstudie og fredag er der nattebøn. Her mødes de kl. 22:00 i kirken, og så beder de det meste af natten med få pauser! Mamma Halle fortæller dog, at det er om søndagen de fleste kommer, så derfor handler det om at få dem fortalt så meget som muligt denne dag, og derfor trækker det også nemt ud.

Kvinder i Gomas synger mens musikken spiller bagved

Men ja, en gudstjeneste i Uganda er virkelig på mange måder noget helt andet end hvad jeg kender fra Danmark. Men den intensitet og nærvær man oplever, fascinerer mig virkelig. Man kommer ikke bare ind, sætter sig ned, lytter, og går igen. Nej man er en del af et stort fællesskab, hvor der er plads til alle, og som virkelig brændende ønsker at dele troen med hinanden. De bærer ikke bare troen i deres hjerter, men har den med sig helt uden på tøjet!

Skønne piger fra søndagsskolen! (: